Det Gode Vand: juni 2012

lørdag den 30. juni 2012

Projektets første rigtige arbejdsdag

Lørdag d. 30. juni 2012

Dagen i dag startede med at byde på introduktion af ”de blege” til hvad vi skulle bruge dagen på. Vi startede ud med at koble os på et team der skulle begynde at lægge vandrør i de lange render der er blevet gravet gennem hele landsbyen.

Igen går det hele lidt på congolesisk-tidsregning, så stress får man i hvert fald ikke. Men på et tidspunkt kom vi da i gang og begyndte at grave det sidste op af renderne og gøre klar til at lægge røret i.

Da det endelig var kommet i, begyndte det rigtig beskidte arbejde – at dække renderne til igen. I det samme vi gik i gang, blev vi samtidig også dejligt brune. Desværre er det den slags nuance der vælger at gå væk igen når man går i bad.

Vi har jo hele tiden et lille ”følge” med os hvor end vi går. Børn i alle aldre der bare synes det er spændende, at vi muzunguer (hvide) er i deres lille landsby.

Da vi kom i gang med arbejdet blev gruppen af tilskuere større og større, og pludselig begyndte de at ville overtage vores skovle og river.

Det var sjovt at se dem give den gas med en skovl – der kan vidst ikke være tvivl om at de har fået den slags arbejde ind med ske. Selv de helt små på fem år havde lyst til at være med. Det var fantastisk at se, at vi kunne arbejde sammen om det. I dag har vi lagt og begravet 400 meter vandrør. Det går stærkt – so far!

Også svejsearbejdet ved vandtårnet er begyndt, der bliver slebet og svejset på livet løs. I dag blev der arbejdet indtil generatoren ikke ville give mere strøm.

Efter frokosten fik vi i dag mulighed for at lære en smule Swahili af en af de studerende på en af missionsstationens skoler, der kan en smule engelsk. Vi har både lært at spørge om, hvordan folk har det og at nu må der gerne blive lavet kaffe – og meget mere. Det var ikke meget vi nåede den første dag, men vi får mere undervisning i løbet af de næste uger, så I skal læse op på Swahili hvis I vil kunne tale med os når vi kommer hjem. ;)

Dagen i dag var også dagen hvor de store legebørn kom frem hos os, da vi fik leget med nogle af missionsstationens børn med bolde, sjippetove og frisbees, det skal nok sprede sig at der er legetøj heroppe hos os, så vi får besøg af en del flere børn i morgen.

Vi håber alle sammen, at I alle har det godt derhjemme. Vi har det godt hernede og nyder solen, arbejdet og ja, alt.

Intro- og gensynsdag

Fredag d. 29 Juni

Uret ringede for de fleste af os 5.45, efter endelig at have sovet vandret og ikke i et flysæde havde vi sovet godt og længe og var klar til dagens strabadser. Det vidste sig dog, at det ikke blev til så meget, eftersom vi ikke havde noget bagage og derfor ikke noget værktøj eller udstyr vi kunne begynde at arbejde med. Derfor blev fredagen mere en intro- og gensynsdag. Først på dagen var vi til opstartsgudstjeneste i Lukunkis metodistkirke, hvor der blev bedt for og takket for, at vi var kommet, og at projektet bliver en succes. Vi regnede med at gudstjenesten skulle gå i gang klokken 7.00, men vi har jo Congo-tidsregning hernede så vi startede først rigtigt omkring kl. 8.00, da nogle af arbejderne var begyndt at dukke op.

Efter gudstjeneste gik vi en tur rundt i Lukunki for at se, hvor vi skulle lægge rør og hvor stort området er, igen er vi blevet rigtig godt modtaget og alle hilser pænt på os når vi på swahili forsøger at sige ”Jambo” (Hej).

De deltagere der har været afsted før synes at vi skulle bruge den ekstra tid på at besøge Mununu (byen der blev lavet vand i sidste gang). Byen er siden sidst blevet større, men dog ikke så stor så vi ikke kunne finde nogle af de gamle kendinge! Der var glæde fra begge parter da Sine og Rikke fik øje på deres gode ven Lido i byen.

Efter vi havde kigget på solnedgangen, hørte vi en skramlebil komme kørende på bakken op mod Schweizerhuset (her hvor vi sover), og gæt hvad det var!!! DET VAR VORES KUFFERTER!!!! I kan tro det vakte glæde hos alle. Fantastisk! Så er det både muligt at komme i gang med arbejdet, skifte tøj og vaske håret med shampoo. Det var dog svært at vælge hvad vi skulle være mest glade for, at kufferterne kom eller at Mama Besa i samme sekund kom trissende op af bakken. Vi blev dog glade for begge dele og kunne gå glade i seng!

Rejsen til DR Congo

27-28. Juni 2012 (onsdag og torsdag)

Solen skinnede da Hold 1 mødtes i Billund lufthavn, 9 forventningsfulde deltagere og 21 stykker bagage var parate til at lade rejsen begynde. Der var i år mere overvægt end nogensinde før, i de kufferter der var til projektet måtte der være 253 kg, men der var 363kg og Anders havde løbet forvirret rundt dagen i forvejen fordi han ikke kunne beslutte sig til hvad han dog skulle lade blive hjemme. Den beslutning var simpelthen for svær, så han valgte at pakke 2 ekstra tasker, vel vidende at der skulle ske et mirakel hvis de kom med uden vi skulle af med en formue. Men det gik – den rare dame der stod i check-in skranken havde en mand der lavede vandrør og en søn der havde skrevet speciale om Congo og de ekstra kilo dem skulle vi ikke tænke mere over. Så det endte med at vi fik alle 21 tasker med, uden at betale for overvægten – det kan vidst kun betyde at der er én der holder øje og er med os hele vejen. Så var rejsen skudt i gang. Og den forløb uden problemer i hvert fald indtil vi nåede Narobi. I flyet fra Amsterdam til Nairobi sad vi ved siden af en ung mand, der holdt sig vågen hele natten for at sidde og tage billeder med sin mobil. Han fotograferede flyets rejse ca. hver 5. minut og filmede dele af turen også. Da vi kom til Nairobi havde vi 3 timers transfer så vi checkede ind i ret god tid. Ikke desto mindre vidste det sig at John ikke var registreret i deres system, så han kunne ikke komme med flyet, da det var overbooket. Vi stod magtesløse overfor situationen, John taler ikke fransk og derfor blev det Jette der blev tilbage. Anders forsøgte at appellerer til dem og forklare situationen. Og i aller-allersidste minut kom Jette løbende ud mod flyet. Der var stor glæde og lettelsens tåre, og vi var alle enige om at det var lige lovlig meget drama.

Ankomsten til Lubumbashi

Vi blev hentet i lufthavnen og vi fik en varm velkomst af MR Philip, Jaqcue og Pappa Zeng. Vi blev hjulpet igennem bureaukratiet af Phillips svoger, og det hele gik godt, det eneste vi manglede var vores bagage. Alle 21 tasker var desværre ikke kommet med, så vi var rigtig tilfredse med det ekstra tøj vi havde pakket i håndbagagen

Turen til Mulungwishi var dejlig. Der var kommet asfalt næsten hele vejen, vi gjorde et indkøbsstop på vejen, og var ret trætte og beskidte da vi kom frem. Men det blegnede fuldstændig da vi kom frem til Lukunki – hele landsbyen var stimlet sammen for at byde os velkommen. Kvinderne dansede og sang for os -højt. De lavede en æresport til os, som vi skulle gå igennem. Stemningen var helt fantastisk, da de stolt viste os hvor meget de allerede nu havde fået lavet. Der var en klump i halsen hos de fleste af os, efter den fantastiske modtagelse. Da vi ankom til missionsstationen var der lidt udpakning, og så var der serveret lækker middag på kvindeskolen.

onsdag den 27. juni 2012

Check-in

Vi havde 100kg i overvægt, heldigvis havde hende der tjekkede vores kufferter ind en mand, der havde lavet pumper i Congo og en søn, der havde skrevet opgave om hospitaler i Congo. Så det skulle vi ikke betale for! Vi har god vind fra starten.

tirsdag den 26. juni 2012

Hold 1

Imorgen drager hold 1 afsted mod D. R. Congo og projekt "Det gode vand". Hvis du ikke lige kender dem, der skal med derned, så kommer her en kort præsentation af de første deltagere, der tager afsted.

Christian Mikkelsen, 30 år, konsulent i et IT firma.

Hvorfor tager Christian afsted: Jeg var afsted for 3 år siden og havde en virkelig god oplevelse. Jeg vil gerne derned igen for at se, hvordan det går og lære menneskerne dernede lidt bedre at kende. Jeg har derfor også taget et franskkursus inden jeg tager afsted denne gang.

John Holger Christensen, 40 år. Har to dejlige børn, Victor på 8 og Sofie på 5. Bor i odense, hvor jeg har boet i 12 år og føler mig hjemme. Jeg synger både gospel og har tjans som børnekirkearbejder i Metodistkirken i Odense, og det rygger for vildt. Jeg er cirka 12 år metalt, men sådan er jeg. Jeg bliver aldrig voksen. Jeg elsker at være sammen med andre mennesker og give en hånd med hvor jeg kan. Og så synger jeg i badet.

Hvorfor tager John afsted: Jeg er en gammel slidt mand på 40 år, som ikke var blevet vaccineret mod Congo, før jeg mødte Anders Flinck i Odense for snart 12 år siden - og tak for det! Anders fik mig overtalt til at tage med til Congo i 2006 og det var noget af det bedste, jeg har gjort. Jeg blev smittet af den røde ord, og den er trængt ind i blodet og kan nok ikke rigtig komme ud igen.

Hvad skal vi lave? Ja der skal jo laves et lille vandtårn, så det bliver nok der, jeg kommer til at bruge min dag sammen med alle de andre, der lige giver en hånd med. Det bliver et stort stykke arbejde, men det skal nok lykkes. Så er der jo også masser af børn der skal leges lidt med og det skal der også være tid til, for det giver rigtig meget både for os og dem. Så er det de der timer efter vi har spist aftenens tomater, ja der skal der hygges og snakkes om dagens oplevelser og slappes af, så vi er top tunede til næste dag.

Sine Flinck, 20 år, bosat i København, Studerende.

Hvorfor tager Sine afsted: Jeg er med for fjerde gang og har deltaget i de tre tidligere vandprojekter. Jeg er med fordi alle turene har været en ny oplevelse og jeg glæder mig til at gense kendte ansigter.

Signe Just, 23 år, Bachelor i Informationsvidenskab ved Aalborg Universitet.

Hvorfor tager Signe afsted: Jeg tager til Congo for at hjælpe beboerne i Lukunki til at få en nemmere og mindre risikofyldt hverdag. Jeg har i mange år ønsket at komme afsted, så da muligheden bød sig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl. Jeg er sikker på, det bliver en oplevelse, jeg aldrig vil glemme men kun se tilbage på med glæde.

Salli Hegelund, 25 år, læser cand.merc psyk på handelshøjskolen i København. Jeg arbejder ved siden af hos Novo Nordisk i Bagsværd.

Hvorfor tager Salli afsted: Jeg drager til Congo for at være med til at gøre en forskel for indbyggerne i Lukunki. Det, jeg glæder mig allermest til, er samværet med lokalbefolkningen. Jeg håber på at opbygge nogle relationer på tværs af diverse kultur- og sprogbarrierer.

Jette FLinck, 49 år, Gift med Anders Flinck, bosat i Odense og arbejder som bioanalytiker.

Hvorfor tager Jette afsted: Jeg har boet i Congo (Kapanga) i 89-90 sammen med min mand Anders. Jeg har deltaget i alle fire projekter, og jeg har tabt mit hjerte til D. R. Congo.

Jeg tog afsted i '89 med troen på at kunne redde hele verden. Nu tager jeg afsted, fordi jeg har oplevet, hvor lidt der skal til for at gøre en stor forskel.

Anders Flinck, 51 år bosat i Odense, gift med Jette Flinck.

Anders er tovholder på projektet og er i konstant kontakt med Tata, Jaques og alle de andre. Anders er den hvide Muzungu på billedet.

Rikke-Olivia Kaad Lykke Gregersen, 20 år, studerende.

Hvorfor tager Rikke afsted: Jeg var i Congo første gang i 2009 som en del af projektet ”Vand i Mununu”. Dengang var det ideen om at tage til et land, der har en kultur og natur, der ligger så langt fra den, jeg kender her hjemme og samtidig at kunne hjælpe andre mennesker, der tiltalte mig. Det var en oplevelse jeg bare ikke måtte gå glip af. Da jeg var afsted første gang, havde jeg ikke nogle specifikke forventninger, da jeg havde besluttet mig for ikke at være forudindtaget.

Denne gang er jeg fyldt med forventninger om en tur, der indebærer hårdt fysisk arbejde, leg med de skønne congolesiske børn samt nydelse af den flotte natur.
Men det jeg glæder mig mest til, er nok at gense de mennesker jeg lærte at kende i 2009, og møde nye venner.

Florian Christensen, 44 år og fra Odense

søndag den 17. juni 2012

Hvem er hvem?

Hvis du ikke er helt klar på, hvem Tata eller Mama Besa er, så følger her en kort introduktion til nogle af "nøglepersonerne" i vandprojektet.

Tata Kyoloba

37 år. Ansvarlig for electriciteten i de to vandprojekter, som er lavet indtil nu i området (Mununu og Mulungwishi). Han er oplært af Anders Flinck til at kunne lave de nødvendige reperationer.

Alfred Kabamba Mwandwe

42 år. Sygeplejerske, der reelt fungerer som områdets doktor. Han stiller både diagnoser og opererer, hvis nødvendigt. Tager også ud på sygebesøg, hvis nogle er for dårlige til selv at komme ind.

Mama Besa

60-årig kvinde, som passer gæstehuset på missionsstationen i Mulungwishi, tæt på Lukunki. Hun sørger for mad og drikke, vasker op og vasker tøj. Hun blev forladt af sin mand for godt 15 år siden og sørger i dag selv for sine otte store og voksne børn.

Jaques Mulundu

43 år, chauffør og ansvarlig for, at vandledningerne ikke stopper til eller lækker for meget. Gift med skolens engelsklærer, Lucie.

Philippe Mwembo

Congolesisk skoleinspektør med det største netværk i Lukunki og omegn. Rolig, fornuftig og praktisk orienteret er den 61-årige mand garant for, at tingene bliver gjort pålideligt. Drømmer om en aktiv karriere som politiker. Hans kone driver en købmandsbutik fra baggården i hjemmet.

lørdag den 16. juni 2012

Snart er alle materialerne i Lukunki

3 lag sække med cement i bunden af lastbilen inden afgang fra Lubumbashi.

4 plasttanke, her er det kun de 2 af dem, som er læsset, der kan være 5000 liter i hver tank.

Maling og fittings efter ankomsten til Mulungwishi, hvor de står sikkert, indtil vi kommer igang på fredag om to uger.

Det er blevet lønningsdag

Onsdag blev det lønningsdag til alle dem, som var med til at grave render til vandforsyningen. Det nye pupekontrolrum blev brugt som lønningskontor. 14kr pr meter rende som var min 70cm dyb, så det var ikke let tjente penge, men mere end mange andre daglejerjob kan give. Hver seddel er ca 3kr værd.

Køen foran "banken" var lang men munter, og flere koner var mødt op for at sikre sig, at mændene ikke snød med husholdningspengene.

Ca. 500kr svarende til en månedsløn for en skolelærer, så det er ikke mærkeligt, at Baba'en (det man kalder alle mænd i Congo) ser tilfreds ud.

onsdag den 13. juni 2012

Fodplader

Tata viser os lige fodpladen til vandtårnets ben, inden de bliver skjult i et par ton beton.

Fødderne er på plads

Vandtårnets fødder står, som de skal. Lunkunki: Vi er SÅ klar!

Svejseværk

Er det frås, at vi har fået en sponsor til at betale et lille bærbart svejseværk?

Vandtårnet tager form

Første ben til vandtårnet er på plads i hullet

Her er ingen beton-kanon, så det er bland-selv metoden.

Det er sidst på dagen, skyggerne er blevet lange - det er armene også.
Selvom man bor i en lerhytte med stråtag, så kan man jo godt lide at have rene gummistøvler (se manden til højre i billedet).