Pandekagegæster

Fredag d. 6. Juli

Egentlig er der ikke så meget nyt. Det er så småt begyndt at blive hverdag hernede i DR Congo, hvor vi går i seng før kl. 21 og står op før kl. 06, og har gode timer med arbejde i Lukunki. Gravearbejdet går fremad, og vi er godt i gang med hvad der hedder linje C, som blandt andet går ud til den ene af Lukunkis to høvdinge, Chef Sangatille. Vi fik igen i dag meget hjælp af lokalbefolkningens børn som hele tiden er over os for at låne vores spader. Man kan også mærke på børnene, at de er ved at vænne sig til os, for de bliver mere og mere kåde og tør sige os imod når vi beder om at få skovlen tilbage.

På vandtårnet er der virkelig også sket fremskridt. Der er blevet svejset vinkeljern på, og har også lavet et repos, hvor det er muligt at svejse lidt i højderne også. Endelig var dagen i dag, hvor der blev hejst og monteret to omvendte V’er lavet af to jernbaneskinner, for at gøre tårnet mere sikkert. Igen var det samarbejde på højt plan blandt danskerne og congoleserne. Men når der bliver arbejdet med, og løftet på de tunge skinner, holder Muzunguerne (de hvide) sig væk, og lader congoleserne klarer skærende. Ikke fordi vi ikke tør, men fordi det er nemmere det foregår på et sprog, og at de simpelthen bare er bedre til det end os.

Vandtårnsarbejderne fik også lov til at opleve en bushfire (ild i markerne) på tætteste hold, da de satte ild til noget græs lige bag ved vandtårnet. De valgte dog at flytte generatoren en anelse af sikkerhedsmæssige årsager – tøsedrenge.

Vi har dog også fået gang i nogle af de kvindelige arbejdskræfter på tårnet, da Signe har fået lov til at lege lidt med den lille batteridrevne vinkelsliber. Hvad mon det næste bliver?


Aftenen bød på gæster fra vores arbejdshold, som kom forbi for at spise de pandekager som Sine og Rikke havde brugt hele eftermiddagen på at lave. Der blev både fortalt røverhistorier af Pappa Zeng (Pappa Flincks gamle chauffør fra da de boede i Congo) og sludret på fire forskellige sprog. Det var noget så hyggeligt.