Bespisningshjemmet

Onsdag 4. Juli

I  dag delte vi os i to hold, nogle tog ned for at arbejde i Lukunki – John, Anders, Florian og Signe, mens resten af os gik ned på Mulungwishi’s hospital, der både bruges som fødeafdeling, lægekonsultation, operationsstue og bespisningsafdeling. Vi fik en rundvisning i alle afdelinger og fik blandt andet set en nyfødt, der kun var ét døgn gammelt og malariasyge patienter på hospitalets sengeafdeling. Formålet med at tage derned var at se Missionsrådets bespisningsprojekt, som giver kvinder med under- eller fejlernærede børn muligheden for at få målt og vejet deres børn og samtidig få et måltid mad.

 

Det var på mange måder en blandet oplevelse, der gav os indsigt i hvordan bespisningsprojektet giver de børn, der virkelig har brug for hjælp, en ekstra chance for at overleve. Projektet inviterer mødre fra landsbyerne i området til at komme med deres under- eller fejlernærede børn, men det er mødrenes eget valg om de vil komme eller ej. Nogle børn har været med i projektet længe, i omkring et år, mens andre var der for første gang. Der bliver holdt styr på hvem der kommer i små A5 kladdehæfter. Det var en lidt hård oplevelse, som virkelig skal fordøjes bag efter.


Ind i mellem var der nogle sørgelige tilfælde, blandt andet en toårig der vejede 5 kg, og ikke var andet end skind og ben, men heldigvis var der også solstrålehistorier, hvor børn der førhen var så underernærede, at de ikke havde mange chancer tilbage, var kommet op på en normal vægt for et barn i den alder. Det batter altså noget det her projekt. Det er trods forskrækkelsen om, hvor svært nogle har ved at hjælpe deres børn til at få næring nok til at vokse som andre børn, godt at se, at endnu et af de projekter der bliver givet penge til i Danmark rent faktisk gør en forskel. Så moralen i dagens dagbog må være, at vi alle bør blive ved med at give penge til de projekter der kører, for der er mennesker i den anden ende som får gavn af hver en øre.