tirsdag den 17. juli 2012

Store legedag

Lørdag d. 14. Juli



Hold 2 blev vist lidt rundt i Lukunki. Vi fik set hvor Hold 1 har gravet, og hvor vi skulle fortsætte. Indbyggerne i Lukunki har ikke noget i mod, at vi går gennem deres ”baghaver”. De er blot glade for, at vi arbejder på projektet.

Kl. 9 begyndte den annoncerede legedag ved skolen og på boldbanen i Lukunki. Her var der forskellige workshops, hvor børnene og de unge i Lukunki kunne lege ved. Der var 4 foldboldbaner, tovtræk, dans og rytmik, sjipning, sækkevæddeløb og andre smålege hvor vi kunne underholde omkring 200 børn i 3 timers tid. Det var kaotisk og fantastisk!



Mens legedagen var i fuld gang, arbejdede Anders, John, Ole, Florian og Niels med at få vandtønderne op på vandtårnets øverste plateau. Efter 3 forsøg lykkedes det, at få den første tønde op. Senere på eftermiddagen, ringede muzunguerne fra vandtårnet til huset og fortalte at hvis vi ville være med til at se den første prøvepumpning – og dermed det første vand, så skulle vi skynde os af sted. Så vi fór ud af døren og kom hurtigt til Lukunki for at hjælpe med at sænke røret ned i brønden og se det første vand blive pumpet op. Det var en skøn oplevelse at se smilene på de indbyggere der var kommet for at se hvad vi havde gang i, og deres iver efter at få fyldt deres dunke med det første vand. Og der var også stor glæde blandt de danske arbejdere, som udbrød i kram og tårer! Det ser lyst ud for det gode vand i Lukunki!



 Fodboldturneringen, som Christian har planlagt sammen med nogle af indbyggerne, trækker mange tilskuere til, både når der spilles i Mununu og i Mulungwishi. I dag spillede Christians hold MetoSport (et hold fra Mulungwishi), og vandt og spillede sig dermed i semifinalen, som spilles i morgen. Når der scores løber der tilskuere i massevis på banen, og dommeren må stå magtesløs for en stund. Dagen sluttede af med et stort festmåltid i Kongolos hjem, hvor vi virkelig fik fyldt vores maver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar